Lær reglerne til Canasta

Christopher

Updated on:

Canasta

Canasta er et sjovt kortspil, som folk tit spiller sammen med deres venner og familie. Det minder om Rummikub, som du måske har prøvet før.

Reglerne for Canasta er faktisk ret simple – det handler bare om at samle så mange point som muligt ved at lægge kort i bunker på bordet.

Det er dog lidt sværere end det lyder, men vi har gjort vores bedste for at samle reglerne her.

Hvor mange spillere kan deltage:
2-6

Tid:
Op til 1 time

Hvad du skal bruge:
2 stk kortspil med jokere og noget at skrive point ned på.

Spillets formål

Canasta er et pointspil, som normalt spilles af fire spillere i to par. Hvis der er færre eller flere end fire, vil man skulle deltage alene.

Hvis du ikke har nogen at spille med lige nu, er der her et link til side med online gambling.

Målet med Canasta er at indsamle så mange kort du kan, for derefter at få point ved at sætte dem sammen til kombinationer af canasta’er.

Det er et virkelig sjovt spil, der skal prøves!

Uddel kortene

Spillerne får 11 kort hver. De resterende kort lægges imellem spillerne med billedsiden nedad. Det er trækbunken.

Det øverste kort i bunken vendes og lægges på bordet ved siden af trækbunken.

Hvis det kort, der er blevet taget, er en joker, en 2’er, en rød eller sort 3’er, skal et andet kort trækkes og lægges oven på dette kort. Dette gentages indtil der kommer et kort, som kan spilles.

Værdi på kortene

  • Joker: 50 point
  • Es: 20 point
  • 8, 9, 10, Bonde, Dronning, Konge: 10 point
  • 4, 5, 6, 7: 5 point
  • Sorte 3’ere: 5 point
  • Røde 3’ere: 100 point
  • 2’ere: 20 point

Særregler

Når du begynder at spille Canasta, er det vigtigt at sætte sig ind i de forskellige særregler, så du kan håndtere dem, når de kommer. På den måde flyder spillet nemmere:

2’ere og Jokere

Disse kort er ”wild cards” og kan bruges i stedet for ethvert andet kort. For eksempel, hvis du har 3 dronninger og en 2’er, så kan 2’eren stå i stedet en fjerde dronning. Det samme kan jokeren.

Sorte og røde 3’ere

Sorte 3’ere

Der er kort i spillet, som har særlige egenskaber. Sorte 3’ere er et af dem, der fungerer som et stop-kort. Når det bliver lagt i afkastbunken, kan den næste spiller ikke tage afkastbunken op på hånden i løbet af deres tur.

Røde 3’ere

Røde 3’ere er af høj værdi, da de giver bonuspoint på 100. Hvis man er heldig at få alle fire røde 3’ere, så fordobles bonussen, så det bliver 800 point i stedet for 400. Når man tager en rød 3’er, skal man med det samme lægge den ned med billedsiden opad og tage et nyt kort op fra bunken.

Canasta’er kan både være ægte og uægte

Ægte canasta

En ægte canasta er en samling af 7 kort af samme type. For eksempel kan en ægte canasta bestå af syv 5’ere eller syv knægte.

Uægte canasta

En uægte canasta indeholder mindst ét jokerkort. Fx 4 konger og 3 jokere. Dog skal størstedelen af kortene i en uægte canasta være “ægte” – det vil sige, at 3 konger og 4 jokere ikke er tilladt. Jokerne skal altid være i undertal i en canasta.

Forskel på point

Canasta’er med ægte og uægte kort har forskellige pointværdier. En ægte canasta er 500 point værd, mens en uægte canasta kun giver 300 point.

At arbejde sammen som et hold

Når du spiller Canasta i par, har I mulighed for at hjælpe hinanden med at lave kombinationer, som måske er sværere at lave alene. I stedet for blot at forsøge at færdiggøre én canasta selv, kan I beslutte jer for at lave dem sammen.

Når det bliver din tur, har du valget mellem at starte en ny kombination på bordet eller tilføje kort til enten din egen canasta eller din partners.

Det er smart at have flere forskellige kombinationer i gang på én gang, da det øger chancen for at lave flere canasta’er og dermed øger muligheden for at vinde.

At åbne spillet

Når du begynder en ny runde i kortspillet, er det ikke altid, at du kan lægge de ønskede kort og starte spillet. Der er en bestemt minimumsmængde af point, du skal have, før du kan gøre det. Dette antal afhænger af, hvor mange point de forskellige spillere eller parret har, når runden starter. Hvor mange point du skal lægge ned i begyndelsen af spillet, afhænger af, hvor mange point du allerede har samlet i alt ved rundens begyndelse.

Se her hvilken minimumsværdi der gælder:

  • Hvis man har minuspoint som totalscore, skal man kunne lægge 15 point ned første gang
  • 0-1495 point som totalscore kræver et udlæg på 50 point
  • 1500-2995 kræver 90 point
  • 3000-4995 kræver 120 point

Tage bunken

Når en spiller tager kort fra bunken, skal de også lægge et af deres egne kort ned i afkastbunken. Dog kan man vælge at tage hele bunken, hvis der er opfyldt 2 regler:

Den første regel siger, at det er tilladt at tage hele bunken, hvis spilleren ved, at der tidligere er lagt kort i bunken, som kan bruges til at lave en kombination efter optrækning af bunken.

Den anden regel siger, at man skal have to kort på hånden, som har samme værdi som det øverste kort i bunken.

Det lyder indviklet, men det er en detalje, som nok skal give mening, når du først er kommet i gang med spillet. Før man tager bunken op, skal man kunne lægge kortene efter de ovennævnte regler.

Fryse bunken

Nogle gange kan det være en fordel at ”fryse” bunken. Det betyder, at du lægger et kort øverst på afkastbunken og dermed får kontrol over den. Der er 2 måder at fryse bunken på:

  • En sort 3’er lægges øverst på afkastbunken. I dette tilfælde gælder frysning så for den næste deltager.
  • En rød 3’er lægges eller et wild card. Så gælder frysereglen for alle spillerne.

En måde man kan ‘optø’ bunken på, er hvis modstanderen lægger 2 kort af samme værdi oven på det frosne kort. Så bliver bunken opløst og du kan igen bevæge dine kort.

Hvis du formår at nedfryse bunken to gange i træk, så kan afkastbunken ikke trækkes op af din modstander resten af spillet. Det giver en stor fordel!

Spillets afslutning

Når du fører i spillet, kan det være klogt at afslutte det. For at slutte spillet skal både du og din partner, eller du som enkelt spiller, have mindst to canasta’er. Når dette sker, kan du beslutte at afslutte spillet. For at gøre dette, skal du arrangere de tilbageværende kort i canasta’er og placere det sidste kort øverst på bunken af kastede kort. Hvis det er muligt, kan du også undlade at lægge kort i afkastningsbunken, hvis alle dine kort passer i grupperne.

Tom trækbunke

Når kortene er brugt fra trækbunken, er spillet slut, uanset om en spiller har afsluttet eller ej.

Kommunikation med sin partner

Man må ikke tale med sin partner, selvom det kan være fristende. Der er kun to ting, man kan spørge om:

  • Må jeg lukke?
  • Hvor mange kort har du på hånden?

Hvis det ikke bliver overholdt, kan man aftale indbyrdes, om der skal gives strafpoint når reglen brydes. Der er ikke nogen officiel regel.

Enkeltmandsspil

Når der er mindre eller flere end fire deltagere, skal der spilles enkeltmandsspil. Det betyder, at man ikke spiller i par. I dette tilfælde skal nogle af reglerne justeres lidt:

  • Hver spiller skal modtage 13 kort og ikke 11
  • For at lukke spillet, skal en spiller kun have 1 canasta og ikke 2

Spillets forløb

Den første spiller til venstre for kortdealeren starter spillet, og derefter går turen rundt om bordet i urets retning. Når det er ens tur, skal hver spiller:

  • Trække et kort fra enten trækbunken eller fra afkastbunken
  • Lægge en canasta på bordet, hvis muligt
  • Afslutte sin tur ved at lægge et kort tilbage i afkastbunken

Spillet bliver ved, indtil trækbunken er tom eller en spiller lukker det.
Når spillet er slut, skal alle spillerne optælle deres point. Den med den højeste score vinder.

Optælling af point

Alle spillere modtager point for de kort, som de lagde på bordet under spillets gang. Desuden ydes der bonuspoint for visse kort og kombinationer:

  • Lukning giver 100 point
  • En rød 3’er: 100 point
  • Alle røde 3’ere: 800 point
  • En ægte canasta: 500 point
  • En uægte canasta: 300 point

Når et spil lukkes, får man trukket minuspoint for de kort, man stadig har på hånden. Det udregnes ved at bruge listen ovenfor med kortenes værdi. Hvis du sidder med en rød 3’er på hånden når et spil er slut, så trækker den normalt 100 point, men læg mærke til, at den trækker 200 point i tilfælde af, at man sidder med den til sidst.

Den person, eller det makkerpar, som først får 5000 point, vinder spillet.