Brug ReadyBoost til at forbedre ydeevnen i Windows 8

0
778

Har du nogensinde oplevet, at du har mange programmer åben i Windows og på samme tid bemærket at din harddisk arbejder hårdt og der endda er en del larm fra harddisken? Det er et fænomen kaldet “disk thrashing” og kan lidt løst oversættes til “overbelastning af harddisken”.

“Disk thrashing” opstår når computeren løber tør for fysisk RAM hukommelse og Windows i stedet for bruger en fil på harddisken til virtuel hukommelse. Eftersom det tager længere tid at læse og skrive data til harddisken end til RAM hukommelsen, så påvirker det også computeres ydeevne negativt når det sker.

I denne artikel vil vi sætte fokus på funktionen “Windows ReadyBoost” som kan aktiveres i Windows 8 og kan hjælpe med til at forbedre ydeevnen på din computer.

Tidligere var den eneste løsning at afvikle færre programmer samtidigt eller opgradere den fysiske RAM i computeren. Men med Windows Vista introducerede Microsoft “ReadyBoost” funktionen og den har været flittigt brugt af Vista og Windows 7 brugere – ReadyBoost er ligeledes tilgængelig i Windows 8.

ReadyBoost tillader Windows at bruge et USB-drev som midlertidigt hukommelse i stedet for at bruge harddisken. Den midlertidige hukommelse er langt hurtigere og det kræver kun at du tilknytter et kompatibelt USB-drev til et USB-slot i din computer. I denne artikel har jeg anvendt et almindeligt USB-drev fra Kingston med 1GB plads.

Microsoft selv anbefaler, at man bør anvende 1:1 forholdet mellem fysisk RAM og plads på et USB-drev. Da min computer har 4GB fysisk RAM burde jeg anvende et USB-drev med tilsvarende plads – men det er op til brugeren selv. Minimum er et USB-drev med 512MB plads før ReadyBoost har en effekt.

Sådan aktiverer du ReadyBoost

Det er heldigvis nemt at aktivere ReadyBoost i Windows 8. Du skal blot tilslutte dit USB-drev til din computer. Windows vil nu vise en dialogskærm og spørge hvilken handling du ønsker at gennemføre. Klik på “Speed up my system”.

Hvis dialogskærmen ikke bliver vist, så kan du også tilgå ReadyBoost ved vælge Computer -> højre-klikke på dit USB-drev -> vælge Properties -> og klikke på fanebladet ReadyBoost.

Her skal du vælge “Dedicate this device to ReadyBoost”, hvis du ønsker at bruge alt ledig plads på USB-drevet til ReadyBoost. Ønsker du kun at bruge noget af pladsen, så skal du vælge “Use this device” og via pilen angive størrelsen i MB.

Windows 8 angiver selv i bunden af dialogskærmen hvor meget plads du bør dedikere til ReadyBoost for at opnå optimal effekt.

Klik Apply for at gennemføre aktiveringen.

Nu er ReadyBoost aktiveret på din computer og du kan sikkert se den røde lampe på dit USB-drev arbejde under belastning f. eks når mange programmer afvikles på samme tid. ReadyBoost er en meget praktisk funktion i Windows 8, men det er selvfølgeligt ikke lige så effektivt som at opgradere mængden af fysisk RAM på din computer.

Tidligere artikelFjern lister over senest anvendte programmer og filer
Næste artikelDownload og installer Windows 8