11 gratis programmer til Windows Vista

Der findes rigtigt mange programmer til Windows Vista, der hjælper dig med alt fra optimering og beskyttelse af dit system til afspilning af videofiler og film. Det kan tit være svært at finde den samling af basis-programmer, der gør din computer i stand til at afvikle de vigtigste opgaver indenfor beskyttelse, arbejde og underholdning. Som udgangspunkt, så er de kommercielle købe-programmer de bedste til at løse de fleste opgaver, men der findes guldkorn blandt freeware programmerne på nettet.

I denne artikel giver vi vores bud på 10 freeware programmer, der sagtens kan indgå som del af dine basis-programmer.

Anti-Virus løsninger

Avast! Home Edition er en af de bedste freeware anti-virus programmer tilgængelig i cyberspace – programmet er gratis at benytte for hjemmebrugere og i non-profit organisationer. Avast! Home Edition har et forståeligt og brugervenligt interface og design, samtidigt med at programmet giver dig alle de sikkerhedsfunktioner som kræves til beskyttelse af din computer. Avast! Home Edition har en såkaldt real-time beskyttelse, der sørger for at dit system hele tiden overvåges for uautoriseret indtrængning – det betyder, at e-mails bliver skannet inden de kommer til din e-postkasse, alle filer som overføres til din computer skannes for virus, og filer downloadet fra Internettet undersøges for skadeligt software inden de tillades på din harddisk. Avast! Home Edition skanner også filer, der bliver overført til din computer via chat-programmer som MSN Messenger eller P2P fildelingsprogrammer. Programmet har også en indbygget firewall, der analyserer alt netværks-trafik, både lokalt og fra Internettet, og et web-shield som filtrere HTTP-trafik – som i sidste ende lukker adgangen til din computer, hvis sikkerheden kompromitteres. Desværre mangler freeware versionen af Avast! Home Edition muligheden for at skemalægge opgaver, så du automatisk kan skanne dit system på udvalgte dage og tidspunkter.

Download Avast! Home Edition

AVG Anti-Virus Free var det første anti-virus program, der kunne tilbyde support for Windows Vista. Modsat Avast! Home Edition, så er AVG Anti-Virus Free ret ordinært og lidt for teknisk-nørdet i sin opbygning. Men det bør ikke holde dig tilbage, da det ikke kræver lang tid at sætte sig ind i de udmærkede sikkerhedsfunktioner som AVG Anti-Virus Free tilbyder gratis. Med AVG Anti-Virus Free får du også real-time beskyttelse, hvor e-mail, Internet-trafik og overførsel af alle filer skannes før de tillades adgang til din harddisk. Det giver en høj grad af beskyttelse mod ondsindet virus, der ellers ville have plaget din computer og i værste fald slettet uvurderlige filer og dokumenter. AVG Anti-Virus Free kan ikke filtrere din netværks-trafik og kan heller ikke beskytte dine chat-programmer eller P2P fildelingsprogrammer – grunden er, at AVG Anti-Virus Free ikke har en indbygget firewall som Avast! Home Edition. Derimod bruger AVG Anti-Virus Free næsten ingen system-ressourcer og kan afvikles på ældre computere uden det tager en evighed – programmet skanner også væsentligt hurtigere end Avast! Home Edition og samtidigt kan du skemalægge opgaver, så AVG Anti-Virus Free f. eks automatisk skanner din computer hver dag klokken tolv.

Download AVG Anti-Virus Free

Avira AntiVir Personal er en tysk-udviklet anti-virus løsning, der fungerer godt og beskytter mod alle kendte virus. Avira AntiVir Personal er nok det anti-virus program, der har det mest enkle interface – her er ingen unødvendige funktioner eller knapper og man kan nærmest føle den tyske grundighed og “ordnung muss sein”. Avira AntiVir Personal installeres hurtigt og eneste krav er, at du opgiver din e-mail adresse – men den information bruges kun til at aktivere dig som bruger af programmet og du kan sagtens sige nej-tak til nyhedsbreve fra AntiVir. Efter installationen gemmer Avira AntiVir Personal sig i din værktøjslinje og gør kun opmærksom på sig selv, hvis en virus forsøger at snige sig ind på din computer, og det er svært. Avira AntiVir Personal overvåger nemlig dit netværk, dine e-mails, chat-programmer, P2P fildelingsprogrammer og Internet-trafik, så nærmere en komplet beskyttelse med et freeware program kommer du næppe. Men bagsiden medaljen er, at Avira AntiVir Personal har en irriterende tendens til at poppe op med reklame for købe-versionen af programmer hver gang din sikkerhedsprofil bliver opdateret – det er selvfølgelig en lille pris at betale for gratis anti-virus beskyttelse, men kan være træls, når man arbejder eller spiller et computerspil.

Download Avira AntiVir Personal

Anti-Spyware løsninger

Spybot Search&Destroy er et anti-spyware program med en lang historie på bagen. Spybot Search&Destroy har været i gamet i mange år, og har udviklet sig til en trofast ven i kampen mod skadeligt spyware. Spybot Search&Destroy beskytter mod spyware med to grundlæggende værktøjer:

TeaTimer som blokerer mod såkaldte “browser hijacks” og mod at ondsindede småprogrammer gemmes i computerens hukommelse. Browser hijacks betyder, at en hacker tiltvinger sig kontrollen over din Internet-browser f. eks Internet Explorer, og fører dig ind på sider som forsøger at snyde personlige informationer ud af dig.

SDHelper er en slags database, der over mange år har kortlagt alle de falske sider på Internettet som forsøger at fuppe, snyde eller bedrage folk. Med SDHelper aktiveret, så bliver adgangen til disse sider automatisk blokeret og de kan derfor ikke skade din computer.

Helt grundlæggende, så kan Spybot Search&Destroy skanne din computer for spyware og rense ud, så alt skadeligt spyware fjernes. Spybot Search&Destroy gør brug af en enorm database, der indeholder information om alle tidligere spyware programmer og opdateres dagligt med beskyttelse mod de nyeste spyware-trsuler.

Download Spybot Search&Destroy

Ad-Aware SE Personal er en velkendt og meget populær anti-spyware skanner, der beskytter Windows Vista mod spyware. Ad-Aware SE Personal har et brugervenligt interface, der har præcist det antal knapper og muligheder som det kræves for at alle kan være med. Ad-Aware SE Personal skanner alle afkroge af din computer og styresystem for spyware, og fjerner det nemt og sikkert uden at vigtige filer eller systemindstillinger ændres. Desværre, har freeware versionen af Ad-Aware SE Personal ikke en såkaldt resident protection, der betyder at programmet automatisk skanner dit system.

Download Ad-Aware SE Personal

Internet browsere

FireFox er nok den mest populære browser næstefter Microsofts Internet Explorer. FireFox er udviklet som et open-source program af Mozilla organisationen og det betyder, at udviklere verden over hele tiden forbedrer og optimerer browseren. FireFox har, efter min mening, et langt bedre interface end Internet Explorer, både hvad angår visning af sider, men også i forhold til de plug-in programmer som er udviklet til FireFox. FireFox er så populært blandt udviklere, at en masse småprogrammer har set dagens lys og kan installeres direkte ind i FireFox browseren. Det drejer sig som automatisk stave-kontrol, beskyttelse mod “phising”, afspilning af musik direkte i browseren (FoxyTunes) og toolbars som letter dit arbejde kolossalt (Google Toolbar). Hvis du mangler en særlig funktion i FireFox, så har du også gode chancer for at finde et add-on program som matcher dit behov hos FireFox Add-ons.

Download FireFox

Opera er en norsk-udviklet browser som kan dateres helt tilbage til 1994, hvor den første gang blev introduceret. Modsat FireFox og Internet Explorer, så er Opera 100 % kompatibelt med alle eksisterende web standarder. En af de største styrker ved Opera er, at browser er ekstrem hurtig og kan loade de fleste sider med lynets hast. Men Opera mangler endnu det store folkelige gennembrud, men måske hjælper det med de mange nye funktioner som er integreret i den seneste version: tabbed browsing, fraud protection, widgets, indbygget torrent klient, en integreret e-mail klient og muligheden for at kontrollere browseren med stemmestyring.

Download Opera

Multimedia afspillere

GOM Player er en enkel multimedia afspiller, der indeholder de nødvendige codecs, så du er fri for at downloade dem ved siden af. GOM Player understøtter alle de populære videoformater som AVI, DAT, MPEG, DivX, XviD og mange flere. Med GOM Player kan du smugkigge på de film du er ved at downloade. Ønsker du at vide mere om de mange funktioner som GOM Player kan tilbyde, så anbefaler vi at du besøger GOM official site.

Download GOM Player

VLC (VideoLAN Client) er nok de mest efterspurgte og mest downloade multimedia afspillere på Internettet. VLC (VideoLAN Client) imponerer ikke ved sit sparsomme design, men derimod ved sin helt geniale evne til at afspille alle video og audio formater under solen. Undertegnede har endnu ikke løbet ind i film eller musikfiler som VLC (VideoLAN Client) ikke kunne tage sig kærligt af. VLC (VideoLAN Client) trækker næsten ikke på system-ressourcer og computerens hukommelse, så programmet er velegnet til langt de fleste multimedia opgaver.

Download VLC (VideoLAN Client)

Komprimering

7-Zip er, modsat WinZip, et gratis komprimeringsværktøj som understøtter alle de vigtige komprimeringsformater. Her er tale om: 7z, ZIP, GZIP, BZIP2 og TAR (komprimering og dekomprimering), RAR, CAB, ISO, ARJ, LZH, CHM, Z, CPIO, RPM, DEB, samt NSIS (kun for dekomprimering). 7-Zip kan komprimere og nedpakke dine filer lige en tand bedre end de fleste andre programmer i samme boldgade – det kan bruges til dine backup-procedurer. Du kan f. eks ugentligt komprimere mappen med dine vigtigste dokumenter og overføre den komprimerede fil til en USB-pen – dermed har du en backup af dine vigtigste filer på et eksternt medie.

Download 7-Zip

Til kontor og arbejdet

OpenOffice er et freeware alternativ til Microsofts Office pakke. OpenOffice har mange af de samme funktioner g muligheder som Microsoft Office, og ligner til forveksling ældre udgaver af Office. OpenOffice er kompatibelt med de fleste Microsoft Office formater som Word og Excel, så du kan sagtens skifte mellem at arbejde med Microsoft Office på kontoret eller din uddannelsesinstitution, og så hjemme installere og bruge OpenOffice. Selvfølgelige har OpenOffice ikke alle de helt specielle og fancy funktioner som Microsoft Office, men giver du OpenOffice et par uger, så finder du hurtigt ud af at det kan dække mange behov, og har samtidigt sin egen unikke charme. Hvis du ønsker ekstra ting som templates, clipart og skritftyper så kan du overveje OxygenOffice Professional, der indeholder lidt mere end OpenOffice.

Download OpenOffice