Undgå at Vista bliver langsomt

0
252

Som en flittig bruger af Windows Vista i arbejdstiden, så er jeg klar over vigtigheden af at mit Vista kører stabilt og, ikke mindst, hurtigt. Bliver Vista først langsomt og ustabilt, så påvirker det arbejdsprocessen og humøret – da det er irriterende at vente på at programmer starter og services loader.

For at undgå at Vista bliver langsomt vil vi her præsentere nogle tips, der primært er tænkt til Windows Vista – men også sagtens kan benyttes, hvis du bruger Windows XP eller Windows 7.

En af grundene til at Vista eller anden version af Windows kører ustabilt eller langsomt er, at vi som brugere installerer programmer i et væk. En stor del af disse programmer skaber flaskehalse i systemet og påvirker din PCs ydeevne over tid. Her er et par tips som de fleste brugere vil finde nyttige:

Defragmentering af din harddisk

Hver gang du installerer et program på din PC læsser du samtidigt en masse data på din harddisk. Denne data bliver placeret i såkaldte “clusters”, der er områder på din harddisk. Problemet er, at denne data bliver placeret tilfældige steder og det medfører, at Windows skal bruge en del tid på at finde alle de relevante data så snart et program eller spil skal afvikles.

Løsningen på dette problem er at defragmentere data på din harddisk. Defragmentering er en proces, hvor data arrangeres hensigtmæssigt i “clusters”, så Windows langt hurtigere kan få adgang til den, når det er påkrævet. Du kan bruge det indbyggede værktøj i Vista til defragmentering – du finder det her:

Start -> Alle Programmer -> Tilbehør -> Systemværktøjer -> Diskfragmentering

Jeg vil anbefale at du bruger freeware programmet Defraggler til at defragmentere din harddisk. Her får du adgang til en del avancerede funktioner og samtidigt er Defraggler langt hurtigere til at defragmentere end Windows eget program.

Download Defraggler

Oprydning i systemfilerne

En anden konsekvens af mange installerede programmer på din PC er, at systemfilerne bliver store og uoverskuelige for Vista. Systemfilerne er rygraden i Windows og det er essentielt, at de ikke bliver overbelastet og gør hele din PC langsom.

En løsning på dette problem er at installere et program, der scanner dine systemfiler og registreringsdatabase med henblik på at finde fejl og flaskehalse. På den måde kan fejl og overflødigt information rettes eller slettes – dermed kan Windows arbejde hurtigere og langt mere stabilt.

Til dette formål vil vi anbefale CCleaner som er freeware og kan analysere og rense dine systemfiler på kort tid. Du kan også benytte CCLeaner til at slette midlertidige Internetfiler og Cookies fra din browser.

Download CCLeaner

Fjern overflødige programmer

Har du nogensinde overvejet om du har brug for alle de programmer du har installeret? De fleste af os har rigtigt mange programmer installeret som vi sjældent får brugt. Her kan det nævnes at for mange programmer i Windows sagtens kan gøre en PC langsom.

En tommelfingerregel for mig er, at jeg kun har programmer installeret som jeg bruger mindst én gang om ugen. Ellers er de overflødige og vil potentiel skabe problemer med flaskehalse i Windows.

For at holde mit Windows frit for unødvendige og ubrugelige programmer anvender jeg PC Decrapifier. PC Decrapifier afinstallerer programmer fuldstændigt – modsat Windows som ikke afinstallerer et program fuldstændig, men efterlader oplysninger og spor i systemfilerne.

Download PC Decrapifier

Hold styr på opstarts-programmer

Du kan få Windows til at starte op langt hurtigere ved at holde styr opstarts-programmer, og sørge for at unødvendige programmer ikke automatisk starter op med Windows.

Du kan danne dig et hurtigt overblik over de opstarts-programmer som starter op med Windows ved klikke på “Start” i menuen.

I søgefeltet skal du skrive “msconfig“.

Du har nu adgang til Systemkonfiguration. Vælg fanebladet “Start” og du kan vælge hvilke startelementer du vil fravælge, så Windows starter hurtigere op.

Konklusion

Vil du undgå at dit Vista og Windows bliver langsomt med tiden, så er det klogt at følge de tips vi har beskrevet. Alle vores tips er gratis og du behøver derfor ikke investere i dyre programmer eller hardware.

Tidligere artikelHjælp til Vista
Næste artikelMere hukommelse i Windows 7

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her