Det er muligt at oprette mapper og programmer som du kan sende til, ved at højreklikke på en fil og vælge send til. På den måde kan du tilføje dine mest anvendte mapper og programmer til listen, så det bliver nemt og hurtigt at sende dokumenter og filer til dem.
Fra start af vises disse som send til muligheder:
- Zip-komprimeret mappe
- Skrivebord (opret genvej)
- Dokumenter
- Fax Modtager
- Post modtager
- Floppy Drev (A:)
- Optisk Drev
For at tilføje mapper og programmer til listen gøres følgende:
- Tryk Windows-knappen + R på tastaturet for at starte Kør-prompten op. Eller vælg den lange vej, Start -> Alle Programmer -> Tilbehør og vælg Kør.
- Skriv “shell:sendto” uden citationstegnene.
- Explorer vinduet kommer nu frem, og der vil være en liste over de nuværende send til, genveje.
- Kopier dine favoritter ind, og de vil ligge som valgmulighed næste gang du højre-klikker på en fil og vælger send til.